Fra Henrik Pontoppidans siste år

Click here: => srirowimxu.fastdownloadcloud.ru/dt?s=YToyOntzOjc6InJlZmVyZXIiO3M6MzA6Imh0dHA6Ly9iYW5kY2FtcC5jb21fZHRfcG9zdGVyLyI7czozOiJrZXkiO3M6MTY6Ikd1bGRyZWduZW4gZW5zb20iO30=


Han vil fole sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Laesere kan vaekke den samme Kjaerlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse. Vidar må igen trække sit sagnomspundne våben, Det Levende Sværd, men denne gang har han fundet sin overmand. Overvejer at ringe til Lasse. Da skal Billeder du tegne, som har Liv og Kraft og Glans, skjønt al Vift fra Himlens Egne er kun Luft for Kjødets Sans; Barnet, som i Hjærtet bygger, leger da i Lundens Skygger.

Men jeg havde altid ønsket mig det... Og Sagfører Lau er åbenbart forfærdelig skuffet.

Nyheder - Danmark

Resumé I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. I begyndelsen af 1900-tallet udtrykker kvinder erotiske erfaringer diskret ved at tale om græs, der brænder eller trykkes ned som et tæppe under elskende. Efterhånden bliver omskrivninger unødvendige. Ingeborg Björklund skriver i 1929 dristigt om elskeren i sin seng. Elisabeth Bergstrand-Poulsen 1887- 1955 sv. Bogomslag Maj Hirdman 1888-1976 berørte det mest private, da hun i 1909 skrev til skrivebordsskuffen om længsel efter børn. Nogle år senere skrev hun om lykken ved at vente et barn og om sorgen, da den nyfødte dør. For en lærer som Maj Hirdman var det utænkeligt at arbejde som gravid. En uddannet lærerinde, der giftede sig, var færdig på jobbet, et faktum allerede seminarierne forberedte eleverne på. Maj Hirdman publicerede først moderskabsdigtene i 1928. Da var hun gift og mor til tre børn og kunne skrive også om fødslens smerte. I digtet »Ett möte« fra Hjärtets ballader dør både moderen og barnet. I Berit Spongs 1895-1970 digt »Brudtäcket« Brudetæppet fra Lärkornas land, 1929, forbereder kvinderne i fællesskab en ung bruds første samleje. Bruden ved ikke, hvad der skal ske, men hendes mor erindrer smerternes nat, og i væggene gemmer moderens kvalte skrig sig stadig. At gå fra barndom til voksenliv er at forlade en stille puslen for noget »brændende og stort«. Berit Spong ligner Birger Sjöberg i, at de begge værdsattes af en bred læserkreds og begge fejlagtigt sommetider er blevet identificeret som idyllikere og romantikere. Sjöberg debuterede med Fridas bok kun to år før Berit Spong. Hendes Högsal och örtagård Højsal og urtegård udkom i 1924. Begge skildrer provinsbyens mennesker med humor og musikalitet som i Gustaf Frödings tidlige rapporter fra provinsen, men de gennemskuer idyllen. Kvinderne i digtet »Ostagäng på Nycklinge« Ostesjakket på Nycklinge , lægger deres angst bag sig igennem arbejdet. En af dem er en syerske, som må sy brudekjolen til sin elskedes nye kvinde. En anden er en enke, som tier om såvel gode minder som sorgens byrde. Berit Spongs forfatterskab begynder med digtet »Helga den fagre«, hvor faderen sender Helgas elskede af sted med vikingeskibet og derefter gifter hende bort til Skald-Ramn. Helga tvinges bort fra den levende kærlighed ind i pligtens liv, til en skabende tilværelse, hvor hun sidder tilbage med sine hede minder og sin dygtighed. Ingeborg Björklund 1897-1974 giftede sig to år efter sin lærereksamen med en »Skald-Ramn«. Digteren Arnold Ljungdal var før deres giftermål redaktør for Clarté og en fremtrædende marxistisk teoretiker. Efter en rejse til »fremtidens forpost«, Rusland, skrev Ingeborg Björklund glødende digte i Ropet efter lycka Råbet om lykke , 1928, og hyldede Lenin, som »befriede 150 millioner menneskelige væsener fra sult, uvidenhed og fornedrelse«. Mændene var ovenud henrykte over den »moderne svenske poesis Sapfo« Hjalmar Gullberg , »i lige høj grad menneske og kvinde« Victor Svanberg med »pigeagtig ynde, hidsigt temperament« Sten Selander. Er det, fordi kvinden i Ingeborg Björklunds digte ligger ved mandens fødder? Hun er en uvidende og dum mandolin, som han lokker melodier ud af. Hendes egne tanker er hendøende gnister, indtil hun har drøftet dem med manden. Hun beskriver hans gyldenbrune hud, hans smalle hofters bronze og hans blanke sko, og hun siger: »Tag din ret! « Men hidsigheden da? Efter en lang og frugtesløs venten bliver hun faktisk vred og klager sig. Digtet »Huldreskratt« Huldrelatter , fra Kärleksdikt, 1932, er det første af flere digte om en elskerindes ensomhed, og det er rettet til hustruerne. »Hagars sång i øknen« forbander Saras hustrurettigheder. Et digt taler om den plaprende hustru, der driver manden bort. Da han endnu en gang rastløs rejser sig fra elskerindens seng i væmmelse, tænker hun: »Kæreste, det gør mig ondt for dig« »Till avsked«, Famn, 1934. Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto Ingeborg Björklunds digte kan minde om skillingstrykkenes fortællinger om udsatte kvinder. I moderens hverdag sætter kroppen sine spor: Mælken, som gør brysterne hårde og dryppende, barnets våde bleer. Som romanforfatter bearbejder hun også sine erfaringer af at være ugift mor i et fordømmende samfund. En anden ægteskabsbryderske tager til orde i Stina Aronsons Tolv hav, 1930, forsigtigvist skrevet af »Sara Sand«. I mig bor en skara människor, narrar, kärlekskranka, eremiter, danserskor. Mitt liv är en byggnad av liv. Jag är som ett vimmel, ett smutsigt marknadstorg. Under pseudonymet Sara Sand brugte Stina Aronson længe før Gunnar Ekelöf dette tema fra psykoanalysen om forskellige jeg- og bevidsthedsniveauer. Temaet vender tilbage i romanform i Feberboken, 1931, denne gang under pseudonymet Mimmi Palm. For kvinden rejser utroskaben spørgsmålet om identitet. Til ægtemanden siger hun: »Sådan, hudflet mig. Jeg er ingen kvinde, ingen gæstfri favn, intet hvidt bassin omkring dit springvand. Dræb mig med en rå død. Et skridt fra anelsen af gåden er jeg, en tone som vækker uvis længsel«. Man aner her en ironisk citatvirksomhed. Hvis ikke kvinde, er hun da et monster eller et redskab for det ene eller andet behov? Hun er også irriterende utilgængelig: »Jeg er det forseglede«. Tolv gange har hun bedraget sin mand. Titeldigtet fortæller, at det er sket i angst: »Tolv have af uro omgav mig«. Også elskerens arme er et fængsel og hans bryst en mur som i digtet »Det gör detsamma« Det kan være ligemeget : … slit ner tyget över mitt blinda hull åt tolv heta bössmynningars åtrå. Greta Knutson-Tzara, født i et velhavende musikerhjem i Djursholm, Stockholm, kom til Paris i 1922 for at studere malerkunst. I 1924, samme år som André Bretons første surrealistiske manifest udkom, så Greta Knutson-Tzara det avancerede teatereksperiment Le mouchoir de nuages Skyernes lommetørklæde , skrevet af Tristan Tzara. De mødtes i teaterbaren, og efter et halvt år giftede de sig i Stockholm. I 1929 havde Greta Knutson-Tzara sin første separatudstilling i Zborowskis galleri i Paris, og i 1933 deltog hun med prosalyrik i bogen Le Surréalisme au service de la révolution Surrealismen i revolutionens tjeneste. Digteren Gunnar Ekelöf introducerer os. Knutson-Tzara, Greta 1899-1983 sv. Vennerne Tristan Tzara og hans hustru Greta Knutson-Tzara skulle foreslå tekster. I det, der senere blev bogen Fransk surrealism, 1933, står Gunnar Ekelöf som eneste udgiver. Til sidst meddeles, at Greta Knutson-Tzara og Gunnar Ekelöf i fællesskab har oversat sammenlagt seks digte af André Breton, Paul Éluard og Tristan Tzara. Omslaget er et kollektivarbejde af Breton, Tzara, Valentin Hugo og Greta Knutson-Tzara. Teksterne i Greta Knutson-Tzaras posthumt udgivne Lunaires 1985 har en melankolsk grundtone, som ikke bare har med eksilet at gøre, men også med erindringen om barndommens slot, hvor man har levet »for flere hundrede år siden«. Dette land er ødelagt, forsvundet. Mennesket selv er et hærget land og en ødelagt by. Digtet »Lagunen« giver et smukt og skræmmende billede af barndommen, da fortælleren var de unge forældres lykkelige slave, som gerne bar deres byrder. »Aldrig havde deres hænder kærtegnet mig, jeg vovede ikke engang at strejfe dem med min skygge. Hver gang de gjorde et ophold, lagde jeg mig på jorden i respektfuld afstand, henført betragtede jeg deres skønhed, uskylden i deres kærlighedsgebærder«. »Regn av aska« er et sørgedigt, henvendt til en afdød. Perspektivet er langt borte og meget nært: »Blandt alle ansigter i tusindvis af byer skal intet længere være dit — du som er alene om ikke at vide, hvordan jorden tynger dit bryst«. Overblik og inderlighed præger også hendes kunstessays. Med stor viden og ivrig debatlyst bevæger hun sig mellem middelaldermalerier og samtidig kunst. Hun advarer i 1951 imod den nonfigurative kunsts puerilitet og revolutionært spændte biceps, som bestandigt åbenbarer og proklamerer de samme gamle sandheder. Alligevel vil hun ikke bidrage til, at svenskerne gør en national dyd af frygten for den nye franske kunst, som jo både er inspireret af nihilisme og af en stærk selvhævdelse. Greta Knutson-Tzaras skønlitterære tekster har træk tilfælles med surrealismen, de befinder sig i et drømmeagtigt svæv mellem tid og rum — et underbevidst men håndgribeligt landskab. Der er en rigdom af genstande og vilde spring mellem substantiver som her i »Lagunen«: »Fra min robåd lægger jeg mit net ud, drager det ind igen fuldt af kolde smaragder. Ved lavvande lyser de to hvide statuer i dybet, bekransede af alger; deres øjne er åbne og livløse«. Som digter blev Greta Knutson-Tzara først bemærket i Sverige, da Lasse Söderberg oversatte nogle af hendes prosadigte og publicerede dem 1987 i Terningkastet, i 1992 i Lyrikvännen og i Folket i Bilds lyrikklubs årbog Ögats lappar sluter sig Øjets læber lukker sig , Surrealism i svensk poesi, 1993. Ved Stockholmsudstillingens postkubistiske manifestation 1930 var Greta Knutson-Tzara repræsenteret. Göteborgs Kunsthal og Det svensk-franske Galleri i Stockholm har vist hendes malerier. Kunstinteresserede kunne læse hendes essays gennem flere årtier i Konstrevy. Først 1980 blev Greta Knutson-Tzaras første selvstændige bog, novellesamlingen Bestien, der var skrevet på tysk, udgivet i Berlin , hvor hun var kommet i kontakt med unge feminister. Året derefter deltog hun i udstillingen »Anden halvdel af avantgarden 1910-40« på Stockholms kulturhus. En hvidkalket kirke O, skjul mit ansigt det føles så nøgent, skrev lyrikeren og Romkor-respondenten Martha Larsson 1908-1993 med kursiv i digtet »Musik« i Vår fjädervikt är oerhörd Vor fjedervægt er uhørt , 1948. I digtets koncertsal ser alle pludselig på den, som har ladet musikken skylle ansigtet rent. Sandheden og offentligheden er forfærdelig: »Jeg er nøgen i salonen«. Debutsamlingen I denna cirkel, 1944, har flere kvinder, der maskerer sig med en latter eller nynner lidt for at skjule deres angst. Nilsson, Vera 1888-1979 sv. Prins Eugens Waldemarsudde, Stockholm. Foto: Geert Nicolai Vestergaard-Hansen Skriften skal både afsløre og tilsløre. En barndomserindring hjælper Martha Larsson til at tale alvorligt. Efter regnen har børnene fundet regnorme på vejen. De sædvanligvis underjordiske, slanke kroppe tegner »et hemmeligt ønskes skrøbelige tegnskrift«. Nu risikerer de at blive dræbt af hårde hjul. Med væmmelse hjælper børnene dem i sikkerhed i muldens moderfavn. Den frastødende skrift i »Maskarna på vägen« har samme karakter af kode som de tegn, Ingeborg Erixson ser på broen i aftensolen. De glitrende fisk kalder hun »spørgsmålstegn i rummet, guldbogstaver og ord« titeldigtet i Kustlandskap, udkommet 1946, et år efter debuten. »Hun følte, meget tydeligt, hans blik i nakken. Hun måtte beherske sig for ikke at føre hånden derop og klø sig. Det føltes, som når man har kørt i en fuldt besat sporvogn og har fået en loppe inden for frakkekraven. Det føltes som at ligge på en græsplæne og have hovedet placeret i en myretue. Hans blik krøb som myrer over en, de bredte sig fra området bag øret ned ad halsen og armene og pilede uforskammet over brystet. Man måtte krybe sammen … « Novellen »Du aner ingenting,« I drömmen var det så, 1946. To lyrikere skriver i deres debutsamlinger om en kirke, hvis malerier er kalket over. Ebba Lindqvist født 1908 beder om hjælp til at blive befriet fra sin hvidkalkede stivhed, selv om det koster en tids ravage. »En vitmenad kyrka« En hvidkalket kirke , Jord och rymd Jord og rum , 1931. I Martha Larssons digt »De vilsegångna« De vildfarne fra I denna cirkel ses et fællesskab, et vi, som med »hede og ivrige hænder« banker tilpasningens kalklag bort og finder det barnlige maleri. »Vågn, min lille skovsø! Åbn dit tilfrosne øjenlåg! « skrev Maria Wine i 1945 i Naken som ljuset Nøgen som lyset , og samme år gav Ingeborg Erixson sin debutsamling titlen Tjällossning Tø-brud. De landskabelige linjer, Ebba Lindqvist voksede op med, var formede af is, salte vinde og hav. I Grebbestad på den nordlige vestkyst lærte hun at elske og hade det hårde landskab, hvor Guds ansigt grimasserer koldt i stenen. Ebba Lindqvist var otte år, da de døde soldater fra slaget mellem englændere og tyskere i 1916 flød i land i Skagerak — samme begivenhed blev et vigtigt emne for Selma Lagerlöf i romanen Bannlyst, 1918. Ebba Lindqvists Fiskläge Fiskerleje , 1939, fortæller om dødstruslen i fredstid mod fiskerbefolkningen, om kvindernes angst for »havskvinden, den skamløse, nøgne forførerske, som tager deres mænd«. Verdenskrig tager hun græsk mytologi til hjælp og skriver om Antigone, som i smug begravede sin bror Polineikos, død efter en kamp, hvor to brødre har stået på hver sin side i krigen. »O, måtte de glemme, alle de, som var med! Men vi, som ikke var med, måtte vi aldrig glemme! « beder Antigone i titeldigtet i Labyrint, 1949. Efter studier i Uppsala vendte Ebba Lindqvist tilbage til sit gymnasium. Måske kunne hun som lærer give eleverne en kvindelig vej til den klassiske arv. I Röd klänning Rød kjole , 1941, taler hun med Sapfo om kærlighed. Der finder man også digtsuiten »Debutant« om unge pigers søgen efter deres virkelige jeg. Poesien var og er en vej for piger og kvinder til et eget jeg, men lærebøgerne og ofte også undervisningen har hindret dem i at genkende deres liv i de klassiske myter. Derimod er pigerne blevet eksperter i mandlig opvækst og livsproblemer gennem undervisningen i mandlige mytefigurer. Tag bare Vergils kriger og erobrer Æneas. Kritiske og oprørske mytefortolkere finder man blandt kvindelige digtere. Uden omsvøb kan digteren vise en mytefigur eller en dramatisk situation. I nogle få sætninger ser vi en verden af tidløse følelser og konflikter. Kritikeren Karin Boye så en voldsom hede i Ebba Lindqvists ord, og kollegaen Birger Bæckström hørte en passioneret stemme. Moderne komponister blev tiltrukket af hendes tekster. Gösta Nystroems sange og kompositioner for kor er nu klassiske og bærer i sine genstridige klange digterens protester mod livets barske vilkår og hendes ønske om »at finde vejen hjem på havets stier«. Jeg er Apollons eget træ På en blafrende banderole foran fem orgelpiber står ordene VOX VIRGINIA på omslaget til digtsamlingen Orgelpunkt, 1944, af Anna Greta Wide 1920-1965. Titeldigtet begynder som en replik i en samtale med Gunnar Ekelöf: En människosjäl är en fuga av trotsiga stämmor, som stiga ur djupen, som locka och suga och mörkren, som drömma och tiga. En menneskesjæl er en fuga af trodsige stemmer, som stiger fra dybet, som lokker og suger, og mørket, som drømmer og tier. Jomfruens røst er navnet på en af alle de stemmer, der kan findes i et rigtigt kirkeorgel. Orgelpunkt er en kompositionsteknisk betegnelse for en lang, hvilende tone, som i et musikafsnit udgør fundamentet for de øvrige stemmers bevægelser. Orgelpunktet kan også være et hjemsted, som toneslyngningerne begiver sig ud fra og vender tilbage til efter hårde, uens konfrontationer med hinanden. Når de kæmpende stemmer i digtet enes, er det i »kærlighedens drømmende, lave, vibrerende orgelpunkt«. De mange væsener har ingen mulighed for som hos Anna Greta Wide at »samle sig villigt og tungt«. Det er med et kraftfuldt orgel, den unge digter her slår til lyd. Gunnar Ekelöfs digt var med i hans Färjesång fra 1941. Anna Greta Wide debuterede 1942 med den formfuldendte, musikalske Nattmusik. De trodsige stemmer adlyder den tvingende form, skrev hun i »Orgelpunkt«, og det er, hvad der sker i de to første digtsamlinger. En af disse stemmer klager i digtet »Nattvandring«: »Min sjæl er ond og mine tanker syge«. I Orgelpunkt finder man forbryderen, der vender sig mod det samme mørke og får den trøst, at det ikke er så enkelt at drage grænsen mellem godt og ondt. Der er også den 15-årige, som presser sine hænder mod brysterne i den kvælende varme seng: »Er jeg musik, atomer eller kød? « Karin Boye og Harriet Löwenhjelm hørte til favoritterne blandt eleverne på pigeskolen i Göteborg, hvor Anna Greta Wide gik, da hun vandt en præmiekonkurrence for gymnasiaster med digtet om Afrodite, som gik barfodet i algerne og tangen på en solrig sandstrand. Som hos Harriet Löwenhjelm kan man se, at kærlighedsdigtene gennemgående henvender sig til feminine skikkelser. I Nattmusik har Anna Greta Wide medtaget en oversættelse af Edvard Mörikes »Skön Rohtraut«, hvor en ung følgesvend til en prinsesse fører ordet. »Daphne er jeg«, kan hun også sige. Daphne er pigen, som, jaget af en alt for ivrig gud, forvandles til et træ, jomfruspæd, men med kronen højt løftet. Jeg er Apollons eget træ, siger Daphne stolt. Dette er ingen almindelig pige. To år senere optager Ingrid Nyström 1917-1999 i sin debutsamling det klassiske motiv om Daphne, som redder sig i sikkerhed for kærligheden og manden. Smerte og død er hun derimod ikke bange for. Forvandlingen er en kraftsamling og en lettelse. Hun løfter glad men tavs sin krone højt op mod lyset: Den kropp du ville äga är en stam, vars liv är bliven gåta dunkel, outgrundlig. Den hand, som kunnat smeka din är blad, vars milda främ-mansus du hör, då du intill mig dröjer. »Daphne«, Vattenspegel Vandspejl , 1944. Alfelt, Else 1910-1974 da. Statens Museum for Kunst, København © SMK Foto Endnu mere komplicerede bliver forvandlingerne og hemmelighederne i den første digtsamling efter mange års tavshed Dikter i juli, 1955. Noget er sket, nogen er død. Brønden er udtørret, græsset visnet. »Den unge poppel« står uden støtte »som den rankeste af pager«. »Orfeus« i Broar, 1956, kalder for sidste gang med angstfuld stemme på sin elskede, da denne forsvinder tilbage til dødsriget, men digtet slutter: »Derefter kunne han synge«. Åmanden hugger med buen som over hårdtspændte navlestrenge og — sidst i bogen — et portræt af en velkendt figur, Tintomara, »Elsket af mange, mest ensom af alle«. De linjer, der her fremtræder, er ikke bare kystlinjens, men også kvindekroppens bløde rundinger og hemmelige gemmer. Tintomara er den drillende hovedperson i C. Almqvists Drottningens juvelsmycke, 1834. Snart opfattes han som mand, snart som kvinde. Anna Greta Wide værnede stærkt om sit privatliv og fortalte ikke vennerne, hvem der havde givet hende et »skrumpende ar efter et fællesskab i blodet« Broar. Måske var det drømmen om trøst fra en højere magt. Først i Kyrie, 1960, erkender hun, at hun jages af en toneart, der vil hende noget. Det er ikke længere muligt at slippe udenom! Og længere fremme er hun fortvivlet træt af ubestemte pronominer: Nogen. »Sjælens evindelige stammende pubertet. Som om jeg aldrig blev moden til at sige denne eller han«. Hun vover efterhånden at sige ordet Gud, men forbliver en tvivler og ordforvrænger med tilbagevendende replikker rettede til modernisten Gunnar Ekelöf — en af dem er titeldigtet i den sidste digtsamling Den saliga osäkerheten Den salige usikkerhed , 1964. Den gamla hemliga skadligheten Den gamla saliga flabbigheten Den gamla skadliga skabbigheten Den gamla skabbiga saligheten Gunnar Ekelöf: Strountes, 1955. Den saliga osäkerheten … Den osäkra saligheten … Den osaliga säkerheten … Den säkra osaligheten … Allt detta låter väl säga sig. Men aldrig: den säkra saligheten. Och aldrig: den saliga säkerheten. Då haltar sanning och rytm. Någonstans måste nejet in. Så är människans villkor. Anna Greta Wide: »Den saliga osäkerheten«. Usikker i trosspørgsmål, men sikker som skabende kunstner er det hovedindtryk, man får af Anna Greta Wide. Hendes tonefald har den selvfølgelige afspændthed hos en, der kender sit eget værd og derfor kan være humoristisk respektløs mod alle instanser inklusive sit eget jeg. Men hun er også den ensomme Danae, som saligt tager imod Zeus i sin seng, da han kommer forvandlet til guldmønter og strør sig selv solvarm over hendes åbne skød som i »Danae«, Orgelpunkt: Undret kom till mig med solens lopp. Guldregnet föll över bädden, rann som ett solflöde över min kropp, fyllde min själ till bredden. Lusten jag kände var inte en mans, inte en älskande kvinnas — salig förnam jag med vikande sans lusten som inte kan finnas: inte en kvinna, inte en man, ändå ett jublande möte — Domnande låg jag, och allt försvann, medan det solvarma guldet rann över mitt öppna sköte. Underet kom til mig med solens gang. Guldregnen faldt over sengen, randt som en solflom over min krop, fyldte min sjæl til randen. Lysten jeg følte var ikke en mands, ikke en elskende kvindes — salig fornam jeg med vigende sans lysten, som ikke kan findes: ikke en kvinde, ikke en mand og dog et jublende møde — Slumrende lå jeg, og alt forsvandt, medens det solvarme guld bare randt over mit åbne skød. Anna Greta Wide gik hos den freudianske psykoanalytiker Iwan Bratt og han hustru Signe søster til maleren Einar Jolin. De havde et behandlingshjem i Allingsås, hvor mange forfattere og kunstnere søgte hen. Det var her, Karin Boye boede i sine sidste dage, og Eva Neander, som også tog sit eget liv i sine unge år, var patient her. Iwar Bratt fremhævede vigtigheden af at leve sin seksualitet ud, hvordan den end var beskaffen, og ikke at skamme sig over sin nøgne krop og dens naturlige funktioner. Iwar Bratt døde i 1946, og nogle år senere flyttede Signe Bratt til Göteborg, hvor hun fortsatte virksomheden og til sin død af kræft i 1954 forblev en støtte for bl. Anna Greta Wide, som blev ramt af den samme sygdom og døde, kun 45 år gammel. En skudt løve Maria Wine født i Danmark 1912 har i en selvbiografi beskrevet sig selv som en skudt løve. I en jagtscene skriger hun for at advare en anden løve mod jægeren. Men skuddet affyres, og i det faldne, unge dyrs sted ligger der en pige med blødende mund. Man har skjutit ett lejon Man har skudt en løve , 1951, ny udgave 1974, er beretningen om en dansk børnehjemspige, som kun flygtigt traf sin mor og først ti år senere fik at vide, at en mand, som engang gjorde dem selskab, var hendes far. Heller ikke de plejeforældre, som hun fik efter en tids forløb, kunne give hende tryghed. »Så slog de mig hårdt over hånden, da jeg opdagede perlen i mit skød og ville få den til at skinne, denne gang forklarede de imidlertid ingenting, men sendte mig blot vrede blikke«. Maria Wine: Man har skjutit ett lejon, 1974. Manden i Maria Wines liv blev forfatteren og det senere akademimedlem Artur Lundkvist. For hans skyld flyttede hun til Sverige, og her lærte hun den litterære verden at kende. Inspireret af ham begyndte hun at skrive. Stof havde hun nok af, og hun skulle få endnu mere, både gennem deres fælles rejser og gennem den frie kærligheds principper, som Artur Lundkvist forfægtede. Selv efter 30 bind poesi har hun hævdet, at hun ikke er lyriker, det er ham, der er lyrikeren. Hun skrev kun poesi. »Du er den klare, den stærke«, skrev hun allerede i debutsamlingen Vinden ur mörkret Vinden fra mørket , 1943, og fortsatte: »Jeg den svage«. Naturligt nok skriver også Maria Wine programpoesi om nødvendigheden af fri kærlighed, men i hendes digte er der en mørk sorg mellem linjerne. Den, man har trådt på, forstenes eller skriger sin smerte ud »med fjerpragt«, skriver Maria Wine i Född med svarta segel Født med sorte sejl , 1950, og hun skaber virkelig kunst af smerte i digtet »Om man trampar« Hvis man træder : »Træder man på et kirsebær, trænger dets hvide øje ud gennem en blodrød sol«. Senere varieres det samme tema i et digt til en kvinde, som føler sig trådt ned som jord i et fodspor. Maria Wines kærlighedsdigte taler om underkastelse, men er alligevel ikke fri for bebrejdelser. Innan jag lämnar dig ensam med dina drömmar som naturligtvis överträffaralltjag någonsin kan ge dig ska jag täcka din panna med hundra snöflingekyssar och jag ska i hemlighet visa dig hur du ska lösa upp knutarna på alla de band som jag skulle vilja binda dig med Stenens källa Stenens kilde , 1954. Som kærlighedsdigter har Maria Wine fået en både varmere og blidere fremtoning end berettiget, idet netop de sider af forfatterskabet fremhæves i de samlede udgaver. Anderledes er prosadigtene i Ring i ring, 1948, om den seksuelle debut. Jaså, de skreg bagefter, stikket, blodet, skriget, hvordan har de turdet være med til dette, jeg er træt, dødtræt, jeg skammer mig, jeg vil sove mig væk fra det alt sammen«. »Børn har jeg aldrig ønsket mig: ville selv være barn længst muligt: hos dig fandt jeg en far«, skriver Maria Wine i et digt til sin mand i Den bevingade drömmen, 1987. Han har gjort hende voksen, de er derefter blevet som søster og bror, og nu er rollerne byttet om. Han er blevet hendes barn og hun den mor, hun selv havde villet have. Som ældet spørger hun sig selv i digtet »Vad är kärlek«, om det virkelig er kærlighed, hun har skrevet om. Spørgsmålet er interessant, men svaret glider bare let hen over ordene glæde, smerte og fangenskab. I stedet slår hun sig til ro med, at det i hvert fald ville have været en smertefuld ørkenvandring aldrig at have elsket. Udtørret flodseng Ingeborg Erixsons 1902-1993 mor var selverhvervende, og det var helt selvfølgeligt for datteren, der ligesom hun var telegraftjenestemand, at fortsætte med sit erhvervsarbejde efter giftermålet med kunstneren Sven Erixson. Parret omgikkes med proletarforfattere som Rudolf Värnlund, Josef Kjellgren og Ivar Lo-Johansson. I et demonstrationstog efter skuddene i Ådalen i 1931 lærte parret forfattergruppen »de fem unge« at kende, så Ingeborg Erixson var ikke ukendt, da hun først som 42-årig publicerede sine første digte. Muligvis var det en ulempe at være kendt som en uligevægtig kunstners praktiske kone. Digtet »Telegrafisten« i Kustlandskap, 1946, fortæller om en, der er usynlig for alle, og som kaster sit »væsens hemmelige morsetegn« ud i verdensrummet. Hun er også blevet alvorligt misforstået og undervurderet. Kun undtagelsesvis er naturbillederne i Ingeborg Erixsons poesi billeder af noget ydre. Når græshoppens sølvbor skærer gennem engenes tomhed, så er denne eng indre. Suiten »Landskap med variationer«, Ebb och flod, 1948, beskriver et kærlighedsforhold, som svinger mellem varme og kulde, det giver stivnet lava omkring munden og askeregn over grønne bakker. Mellem bogens hårdt pulserende kærlighedslyrik finder man digtsuiten »Floden«, som beskriver en dyb depression. I Främling i eget landskap, 1951, er det centrale digt »Om värmen har lämnat dig …«. Tingene har gemt sig, »det er, som om de allerede på afstand hørte dig komme nærmere, flygtede på rædde fodsåler«. Digtet henvender sig til en kølnet, ensom person. Det trøster ikke, men er noget, der ser og spørger efter forbindelsen, vejen til den inderste dør. »Langt borte i udmarker går du, fremmed i eget landskab«. I digtet »Skogen« skriver hun om, at alle træer er forskellige. Det kan læses som et svar på Edith Södergrans kærlige søsterdigte i suiten »Fantastique«, Rosenaltaret, 1919, med dets billede af den unge birk, der ryster sine gyldne lokker og minder om en søster. « Dette er en eksistentiel situation, som alle befinder sig i, men nogle berøres stærkere end andre. I digtet »Jag« skrev Edith Södergran netop: »Jeg er en fremmed i dette land«, og »Var jeg en sten, den man har kastet herhen på bunden? « Dikter, 1916 Det er også et kvindeproblem bare at blive defineret som grupperepræsentant, som om alle birke var Birken og én kvinde Kvinden. Anne Nilsson Brügge Ømhedens ulvetænder Elsa Grave 1918-2003 debuterer i krigsåret 1943. Den første digtsuites hovedperson træder ind »På en tom operascene«. På det gamle teater med dets romantiske rekvisitter er der en ulykkelig klovn. Scenen ændres til et skuddrama og en krigsskueplads. Men bag den let komiske digterattitude er der faktisk ægte musik: »… men dybt fra hjertets nye grave, stiger den sorte sang, som lever i skyggen af drømmeminer«. Inkräktare Usurpator kaldte Elsa Grave sin debutbog. Hun, der gik på kunstskole, kommer snigende ind på den litterære scene og undersøger mennesker og verden i krig og fred. Gennem sit lange forfatterskab har hun skabt sig et renommé som forbandende heks i sort kappe. Vignet fra Elsa Graves skitsebog, u. Privateje Måske er Elsa Graves heftige følelser over for moderskabet en reaktion mod de højstemte samtidige moderbilleder. Digtet »Svinborstnatt« Svinebørstenat fra Bortforklaring, 1948, med den snorkende so i en kvalm sti er måske det nærmeste, man kan komme det urene, vegetative moderportræt. Hos Elsa Grave er der altid noget under overfladen, som grubegangene eller tidslens store rodsystem. Soen roder og finder rådne godbidder, og det sorte lig af en flue dækkes af en flødesjat. I næste bog Den blåa himlen, 1949, kompliceres moderbilledet yderligere. I »Djuphavsmaskerad« er moderen virkelig en væmmelig fisk: Marulksmoder i din bottenvrå du som vältrar dig lustberedd i din vaggande livsslummer och slukar ditt yngel med halvvakna djuphavskäftar Havtaskemoder i dit skjul på bunden, du som vælter dig lystberedt i din vuggende livsslummer og sluger din yngel med halvvågne dybhavskæber Men sammen med det groteske møder vi en højtidelig alvor i digtet »Till det döda barnet« i Bortforklaring. Noget ubestemt hviler over Höstfärds »9 vaggvisor för mitt ofödda barn« med hav, blæst og et kosmisk perspektiv som i den chilenske digter Gabriela Mistrals »Meciendo« Vuggevise. Hungersöndag fortæller om en frigørelse mellem mor og barn. Digtsamlingen Mödrar som vargar Mødre som ulve , 1972, præsenterer den frygtelige moderlighed: Mødrene har ansvar for afkommet og udøver af og til denne omsorg i raseri som i digtet »Djävlar«: födande våra tvåbenta ägodelar som en gång blir vart barnarov med vuxna ögon och ryggar som vänds oss i skräck över ömhetens skallrande vargtänder fødende vore tobenene ejendele som engang bliver vort barnerov med voksne øjne og rygge som vendes mod os i angst for ømhedens klaprende ulvetænder Det er barnet, der har givet moderen ulvetænderne og kløerne. Til sidst gav Elsa Grave navn til sine musiske forbandelser, sine litanier over »den parallelle ligegyldighed« den grusomme Guds og menneskenes. Hun kaldte dem Sataneller, 1989. Flere mandlige anmeldere var nu blevet trætte af konsekvensen i dette vredens forfatterskab. De syntes at se håbløshed og til og med lyst i hendes advarsler. Det er ubehageligt, når mødre skriger. Elsa Grave voksede op i et grubeområde i Nyvang i Skåne. Faderen, der var grubeingeniør, tog hende med ned i dybet, og det var her, hun engang fandt det urgamle fossil i Som en flygande skalbagge Som en flyvende skarnbasse , 1945. Barndommens have, som lå i skyggen af grubens voksende askebjerg, er beskrevet i Elsa Graves første roman, Ariel, 1955. Hun vil selv skrive en poesi, der med den chilenske nobelpristager Pablo Nerudas ord er »en uren poesi«. Hos hende synger tudserne om deres isnende lidenskab, kamelbarnet med fede små pukler drømmer om ørkenen, og uroen rokker som en skildpadde eller en skarnbasse. I Evighetens barnbarn, 1982, udtrykker Elsa Grave sin sorg over forurenet luft, plyndrede skove og kernevåben. Hun lader råbe til den himmelske fader, at det ikke er Jesu lidelse, der redder menneskene, men mødrenes kærlighed. I lande som El Salvador, et land, hvis navn betyder frelseren, er det moderen, der hænger på korset. Anne Nilsson Brügge og Inga-Lisa Petersson Det svenske natlys og dagens gule solsikke »Hvad vil I da med jeres digtning? « spurgte radiojournalisten Matts Rying engang i Mariefred forfatterparret Ella Hillbäck og Östen Sjöstrand. Hun svarede: »Jeg vil det samme, som jeg ønsker af andre: at vi indgyder hinanden mod, at vi indgyder hinanden livsmod. « Rying, Diktare idag, 1971. Ella Hillbäck 1914-1979 blev født under én krig, »da foråret bar sort kavaj«, og hun debuterede under en anden. Forældrene var tekstilarbejdere i Mölndal, og i debutsamlingen Hos en poet i kjol Hos en poet i skørt , 1939, spørger hun sig selv, hvad hun fødtes til: »…jeg burde vove«, og »…jeg burde vinde«. I 12 blickar på verkligheten 12 blikke på virkeligheden , 1972, skriver hun, at blomster ligesom mennesker kan få forkerte navne: »Mit andet navn er Viktoria. Viktoria, hvor er din sejr? « Forældrenes efternavn var Johansson og Holmgren, og til debuten valgte hun navnet Hillbäck, måske bygget over moderens navn, Hilda. Et forbillede, hvad angår mod og visioner, finder vi i En gång i maj, 1941, nemlig Den hellige Birgitta. Ved hendes Vättern høres vandets sange om »det store mod, som går tiden ud«. Da verden åbnedes igen efter 2. Verdenskrigs afslutning, så Ella Hillbäck noget, der kom til at sætte sig spor i hendes digtning: En slagmark med kors, behængte med stålhjelme Värdsbild Verdensbillede , 1947. Et sådant syn kræver mod! Uden brodersmerte kan vi ikke leve, skriver digteren, men vi skal leve af noget andet end rædslens øjeblik. Måske af digtets tone, som steg op af de sorte slør af vand og fik hende til at græde af lykke. Ella Hillbäck var socialist fra barnsben, men udviklede sig til katolsk og filosofisk orienteret samfundskritiker. I hendes store produktion, bl. Senere trænger omverdenen sig på igen med flygtninge og krigsminder. Da bliver en forårsmesse til Den hellige Moder nødvendig eller et »Morgonbad med en trast« Morgenbad med en drossel : »Dirrende som dugdråben synger han fra hoved til fod. Er selv et bad. En blikstille morgens guddommelige tvætning«. I denna skog, 1953. Romanerne Albatros, 1943, og Gullhöna, flyg! At modnes handler om at lære at se, hvad der er vigtigt. I hver roman er der nogen med et særlig godt syn, ja, med bemærkelsesværdige øjne. Men der er også de uvillige: »Han, som vidste alting om linser og dioptrier, tænkte hun utålmodigt, kunne han ikke anskaffe sig et par briller at se med, når det gjaldt hjemmet! Han måtte meget snart opdage, at moderen behøvede et livstegn for at få glans i øjnene …« Cirkusvagnen, 1959. Fra og med 12 blickar på verkligheten, 1972, kommer der en ny tone af forundret søgen ind i forfatterskabet. Bogens omslag af Jan Biberg viser tolv stumper blå himmel. I 1969 landede Apollo II i Stilhedens hav og hentede månegrus og sten. Hvordan kan det være rigtigt? »Jordens gidsler er her stadig. Krigen er ikke ophørt. Cancergåden er ikke løst. Sultområderne breder sig hurtigere end kontorlandskaberne«. Ella Hillbäcks kosmiske overblik formidles derefter af den svenske naturforsker og mystiker Emanuel Swedenborg 1688-1772 , som optræder i romanen Swedenborg-visioner, 1973. Han vælger sig en nutidig adoptivdatter, som skal oprette det nye rige. »Krigen kom for alvor i den allersidste fase, da datteren, Swedenborgs datter, begyndte sin vandring på jorden. Hun så kun krig«. Hans afskedsord fortæller om hendes værdi: »Hun er min magiske lampe, som blinker om natten. Hun er mit æblerøde barn i frostklare morgener. Hun er mit svenske natlys fra heden, den duftende fine orkide. Og hun er dagens gule solsikke«. Ella Hillbäck boede på et gæstehjem hos Birgittasøstrene i slutningen af sit liv og fik efter eget ønske en katolsk begravelse.

Velkommen gode Ven, velkommen, træd indenfor og hvil dig! Projektet kommer til at omhandle fra jord til bord, for at børnene kan få et indblik i, hvad deres afgrøder kan bruges til. De Graadige faar Mod. Til Anskrig fik jeg Bringe, men intet Bryst til Sang; en Klokke kan jeg ringe, men Luth ej laane Klang. En uge før, da han var gået af, havde Emilie spurgt sin far hvad han mente. Smith er kommet ind med de forlangte Ret ter og placerer dem foran mig. Skal jeg stille mig op uden for storcentret om natten og vente på, at denne tavse hob møder op? Jeg kommer først hjem klokken halv syv om morgenen. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man det ikke laenger, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks Liv.